Nyheder

COGITA logo
Strategi
& planlægning
Kommunikation
& organisation
Projektudvikling
& -ledelse
Miljøledelse
& -vurdering
Mobilitet
& trafik
Nyheder COGITA
   Tilmeld/afmeld nyhedsbrev   |   AgendaNyt


Detail billede



Miljøtrafikuge 2001

Igen i år afholdt over 50 kommuner Miljøtrafikuge i uge 38. Formålet med ugen var at sætte fokus på transportvaner, trafiksikkerhed og miljø.

Aktiviteterne i Odense Kommune koordineredes af COGITA. I år havde kommunen valgt at sætte fokus på børn, trafiksikkerhed og bevægelse. Aktiviteternes formål var at oplyse om og inspirere til mere miljøbevidst brug af bilen.

30 km/t-kampagne i Skibhuskvarteret

I Skibhuskvarteret satte Odense Cykelby fokus på 30 km/t-zonen i kvarterets gader, som et led i en hastighedskampagne, der blev indledt i foråret med spørgeskema til beboerne. I hele Miljøtrafikugen var der opsat fartvisere i kvarteret, og beboerne fik husstandsomdelt informationsmateriale og streamers til bilens bagrude. Der blev også trukket lod om en splinterny cykel.

Torsdag d. 20 september kunne beboerne møde Cykel-Anton på Skibhustorvet. Han delte slikkepinde ud til børnene, mens de voksne kunne deltage i en konkurrence om hastigheden i deres kvarter. 3 friske Cykelby-piger gik i løbet af eftermiddagen rundt i gaderne og gav bilernes forruder en gang vask og et klart udsyn.

Fredag d. 21. september blev 4 af områdets gader spærret af for motorkøretøjer og erstattet med dygtige skatere og rulleskøjteløbere fra Bellinge Skate Klub, der lærte de lokale børn tips og tricks. Der var også opstillet forskellige ramper og udfordringer til fri afbenyttelse for alle kvarterets børn. En hoppeborg var også til rådighed, samt en masse forskellige andre aktivieteter for kvarterets børn.

Ta´ gåbussen i uge 38

Odense Kommune inviterede alle folkeskolerne til at deltage i en såkaldt gåbusordning i Miljøtrafikugen. En gåbus er en ordning i lokalområdet, hvor en voksen følger en flok børn til skole om morgenen. Gåbussen har faste stoppesteder, hvor de deltagende børn kan ”stige på”. Børnene får frisk luft, motion, de lærer trafiksikkerhed og følges med kammeraterne til skole fremfor at blive transporteret passivt på bilens bagsæde.

Asfaltbal

Lørdag d. 22. september var det europæisk miljøtrafikdag under mottoet: In Town Without my Car. I den forbindelse arrangerede Odense Kommune, Cityforeningen og Nørregadeforeningen et såkaldt Asfaltbal i Odense Bymidte. Jernbanegade og Nørregade blev i den forbindelse spærret for bil- og bustrafik, så der blev plads til andre aktiviteter på gaden.

For de mindste var der en hoppeborg, og der var mulighed for en slikkepind og et tatoveringsmærke, da Cykel-Anton igen var på banen.

Skaterne indtog gaden

Jernbanegade var i dagens anledning lavet om til en skaterzone, hvor byens skateboard- og rulleskøjteklubber udfoldede deres talenter ved både at lave opvisning og undervise børn, unge og andre interesserede i kunsten at køre på rulleskøjter og skateboard. Der var ligeledes mulighed for at låne både rulleskøjter og sikkerhedsudstyr.

Cheerleaders og kørekort

Nørregade summede af aktivitet, idet flere af de handlende i dagens anledning var rykket ud på gaden. Der var gratis morgenmad, musik og masser af sjove aktiviteter for børnene. Derudover kunne man prøve kræfter med en manøvrebane, der skulle gennemkøres på cykel med en cykeltrailer bagpå. Klarede man banen uden fejl, erhvervede man et cykeltrailerkørekort og deltog samtidig i lodtrækningen om en Winther Dolphin cykeltrailer.

I Nørregade var der også mulighed for at vinde et gratis medlemskab af Hertz Delebilen, hvis man kunne gætte, hvor mange cheerleaders fra OB, der kunne være i en delebil. Udover at se både pigerne og bilen var der også mulighed for at få informationer om delebilsordningen. På Flakhaven udfoldt byens teater- og gøglertrupper deres talenter, mens Cityforeningen arrangerede en streetparade. Derudover var der mulighed for at køre en gratis tur i en veteranbus rundt om city.

COGITA   -   Vestergade 48, 1.   -   5000 Odense C   -   Tel: 66 14 33 48   -   Fax: 66 14 33 49   -   E-mail: info@cogita.dk